Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Lazio
Zone:

Terracina DOC (Moscato di Terracina DOC)

Terracina DOC (el. Moscato di Terracina DOC) blev hævet til DOC i 2007, og zonens første vine under den nye appellation så dagens lys året efter.

Området ligger syd for naboerne Aprilia DOC og Circeo DOC i den sydlige del af Agro Pontine på den smukke kystlinie, Riviera D'Ulisse, og markerne ligger dermed ret tæt på kysten. Tidligere var her et ret stort marskområde, men i 1920’erne, under Mussolini-perioden, blev det drænet og dermed ganske frugtbart.

Vinene kommer fra marker i kommunerne Monte San Biagio, Sonnino in Latina samt Terracina og det handler om tørre og søde hvidvine lavet på Moscato-druen. De bedste flasker produceres på druer fra markerne på de syd-østvendte skråninger af de kystnære bakker, hvor topografien visse steder er ret dramatisk med stigninger på op til 915 meter blot 3 km fra kysten.

Ifølge sagnet var det her troldkvinden Kirke, den skrappe dame fra Homers Odysseen, slog sine folder. Sagn eller ej, så er hendes navn ikke desto mindre afspejlet i mange forskellige vartegn og geografiske forhold i området, herunder også i nabozonen Circeo DOC, som bærer heksens italienske navn. Om det var vin, heksekunst eller kvindelist vides ikke, men det lykkedes i hvert fald kvinden at holde Odysseus og hans gæve mænd på sin ø i et helt år.

Helt så megen tid behøver man ikke i dag, men er man til søde dessertvine, er Terracina DOC et besøg værd. Er resten af familien mere til strandlivet, ligger de heldigvis lige i nærheden.

Læs mere om vinene fra Terracina DOC (Moscato di Terracina DOC) ved at klikke i top menuen på højre side.

Vidste du?

At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.