Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region:

Lazio

I sammenligning med andre hovedstæder i verden er Rom, foruden prædikatet ”Den evige Stad”, utvivlsomt også byen med den største vinproduktion. Kun ganske få kilometer syd for byen vælter det op af jorden med vinranker i smukke højdedrag, f.eks. i det kendte Frascati DOC men også i mindre kendte zoner som Marino, Colli Albani og Cerveteri. I alt har Lazio 24 DOC-zoner.

Selv om regionen Lazio ikke just oversvømmer markedet med vine, udover Frascati der sælger endog ganske fint, så har området, med sit islæt af paver og fyrster på samlebånd, også stolte vintraditioner. Faktisk er tidligere tiders resultater så bemærkelsesværdige, at de nærmest overskygger de nutidige.

Helt tilbage under romerriget var ”Latiums” vine lovprist, og i litteraturen finder vi utallige lovprisninger af vinene fra Roms omegn, og hvidvinen Frascati allerede her op som absolut frontrunner.

Efter Romerrigets fald som verdensmagt finder vi en vigtig del af den vinhistoriske baggrund i cocktailen kirke/vin/alkohol. Helt tilbage i middelalderen samlede paverne vigtige vinfolk omkring sig, og det var velset og bestemt ikke diskvalificerende at man på CV’et også kunne dokumentere et dybt kendskab til vine fra andre regioner i Italien og ikke mindst fra Frankrig.

Uheldigvis var franskmændene temmelig seriøse konkurrenter, og hvad gør en forretningsorienteret pave så? Jo, i 1600-tallet trak Pave Paul III simpelthen det røde kort og bandlyste meget belejligt fransk vin, og det satte et gevaldigt skub i hjemmemarkedets vinsalg. Hvor i Skriften den fromme pave fandt åndeligt belæg for sin bandlysning vides ikke, men modellen gik nok ikke i dagens EU.

Produktionsmæssigt ligger Lazio på sjette eller syvendepladsen i Italien, og selv om hovedvægten ligger på produktion af hvidvin, næsten 90%, er der pudsigt nok mest fokus på de få rødvine under IGT. Under DOC-appellationen finder vi faktisk forbløffende få rødvine.

Enhver hvidvin med respekt for sig selv er baseret på Malvasia- eller Trebbiano-sorter, eller en blanding af begge, og af kendte typer kan nævnes Orvieto (som dog overvejende strækker sig ind i naboregionen Umbria) samt Est! Est! Est! og naturligvis Frascati.

Tidligere var Frascatis hvidvine bløde og fyldige, farven gylden til lys rav og indgik nærmest i en symbiose med det romerske køkken, ’cucina romana’. Desværre var vinene samtidig så fine og skrøbelige, at de havde svært ved at klare den korte rejse ind til Rom, og af samme årsag slet ikke til eksport. Det er der dog lavet om på siden.

Nye teknik giver lyse, rene og balancerede hvidvine, der uden problemer kan eksporteres rundt i hele verden, hvor de vigtigste markeder er Tyskland, England og USA. Noget tyder på, at eksperterne er ved at få øje på de kvaliteter, som nogle få producenter har fremelsket ved at bruge udvalgte kloninger af Malvasia-druen.

Den største aftager af vine fra højdedragene i Castelli Romani er dog stadig Rom, og det giver desværre et problem. Den store afsætning motiverer nemlig de færreste producenter til at stramme sig an og flytte fokus fra konsum til kvalitetsvin, så man skal lede godt efter kioskbaskerne i Lazio.

Der er dog ambitiøse og seriøse producenter i bakkerne udenfor Rom. Således stiftede de bedste vinhuse i 1999 sammenslutningen ”Le Vigne del Lazio” med det ambitiøse mål at løfte kvaliteten fra medium til høj og fokusere på kvalitet fremfor kvantitet.

Et rejsetips: hvis Roms trafikkaos og larm bliver for meget for den rejsende, kan det varmt anbefales at leje en bil og udforske de nærliggende vinzoner i højdedragene Castelli Romani og måske krydre besøget med en dejlig frokost i det grønne.

Læs mere om vinene fra Lazio ved at klikke i top menuen på højre side.