Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Piemonte
Vin:

Barbera d'Asti DOCG

Fakta om denne vin

Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Medium
Min. alkohol: 12%
Obl. lagring: Min. 4 mdr.
Gemmepotentiale: 4 år

Barbera d’Asti fik sin DOC-klassifikation helt tilbage i 1970 og har siden da set flere af nabovinene stige i hierarkiet i det italienske klassifikationssystem, og i 2008 fik Asti-rødvinen endelig sin DOCG.

Barbera d’Asti DOCG en yderst robust og kraftig rødvin men virker dog mindre syreholdig end fætteren Barbera d'Alba DOC. Visse producenter fremstiller vinene for at drikkes unge, men med lidt flid er det muligt at finde mere sejlivede Barbera-vine, som kan ligge i 5 år, eller, som nogle, et årti eller mere.

Barbera d'Asti DOC fik sit egentlige gennembrud, da producenten Giacomo Bologna introducerede sin barriquelagrede ’Bricco del Uccellone’ i starten af 1980'erne. Denne spændende vin blev senere fulgt op af supervinen, Barbera d’Asti 'Montebruna' DOCG fra vinmarken Bricco della Bigotta i Rocchetta Tanaro. En temmelig dyr, men utrolig spændende vin på Barbera-druen.

Som antydet fremstilles Barbera d’Asti DOCG på druesorten af samme navn, Barbera (90-100%). Det tillades, at der suppleres med andre lokale blå druer (0-10%).

Som ung er Barbera d’Asti DOCG rubinrød hvorefter den med alderen går mere over i granatrød. Duften er frugtagtig med en karakteristisk vinøs bouquet, der bliver mere æterisk med alderen. Smagen er tør og bliver mere fyldig efter lagring. I det hele taget bliver Barbera d’Asti DOCG mere harmonisk, appellerende og smagfuld efter lagring. Generelt er der tale om kraftige, velstrukturerede vine fra et område, som er så stort, at det kan være vanskeligt at definere en egentlig stil.

Ofte vil vinmarken være angivet på etiketten som ”Vigna” efterfulgt af markens navn.

Obligatorisk lagring er 4 måneder med start d. 1. november i høståret. Det er tilladt at benytte fadlagring, men dette ikke et krav. Lagringen skal være påbegyndt senest d. 1. november i høståret. Minimum alkoholstyrke er 12%. Gemmepotentialet er på 4 år eller mere.

Barbera d'Asti DOCG nydes til pølser, grøntsager dyppet i Bagna Cauda (sauce af olie, smør ansjoser og hvidløg) samt til halvhårde oste eller gorgonzola.

På samme druesammensætning produceres også den fadlagrede type, Barbera d’Asti Superiore DOCG, hvor kravet er længere lagring. Denne type produceres også i de tre såkaldte subzoner, ”Nizza”, ”Tinella” samt ”Colli Astiani” (hedder også Astiano), som er afgrænsede områder med særlige dyrknings- og vinifikationskrav.

Generelt om Barbera DOC(G)-vinene

Etiketten bærer altid navnet på den zone, hvor vinen dyrkes, hvilket omfatter Barbera d'Alba DOC (dybde og struktur), Barbera del Monferrato DOC (generelt de letteste og oftest perlende), Barbera del Monferrato Superiore (DOCG med større krav til udbytte og alkohol) samt Barbera d'Asti (DOCG, lettere tilgængelige og mere finesse). 

Godt at spise til Barbera d'Asti DOCG
ost4
Ost

Klik på en ret for at finde flere vine